Århus Radikale Ungdom

Har også smidt den her under “debat” på RU’s web-side, men synes godt den må være fyld her under vores sparsomme politiske afsnit - og kunne da godt tænke mig kommentarer – gerne kritiske – bryder mig ikke meget om monolog-tendenser   Mvh. Liv Andersen, bestyrelsesmedlem ÅRU

Forleden aften, da jeg var i byen, skete der noget, der i bedste Carrie Bradshaw stil (forfatter-hovedpersonen i Sex and the City red.) fik mig til at tage hjem fra byen og midt om natten sætte mig foran min bærbare computer. Jeg var ude for et angreb, et angreb på mit køn, på min person, en konfrontation – face to face – med det her lands konservative skyggeside! Jeg var i byen med en god veninde, hendes veninder, hendes to søstre og storesøsterens gode ven. Den gode ven insisterer på et tidspunkt på at give mig en øl, hvilket jeg meget tøvende tager imod, men meget påpasseligt – grundet mit meget nærtagende feministgen – laver den aftale, at jeg skal have lov at give den næste. Javel, det har han så åbenbart glemt, da vi står i den næste bar og skal til at købe drikkevarer, for han insisterer igen på at betale. Der opstår en ganske typisk – men temmelig sørgelig – diskussion om henholdsvis mænd og kvinders rettigheder o beføjelser. Jeg argumenterer med kønspolitik som våben: hvis vi nogensinde skal have reel ligestilling, så er kvinder nødt til at betale lige så mange drinks som mænd, og mænd nødt til at skifte lige så mange bleer som kvinder, og han insisterer med mandschauvinistisk stolthed som skjold: han ”kan da ikke kan lade en pige betale hans øl” (ved ikke om jeg er den eneste, der står tilbage med et kæmpestort måbende ”JAMEN HVORFOR?”). Diskussionen ender med, at vi kappende står med hver vores seddel og vifter mod tjeneren og håber på, at diskussionen – som nu åbenbart har taget fysisk karakter – vil falde ud til egen fordel. Men udfaldet er jo givet på forhånd. Kampen er for mit vedkommende tabt inden den begyndte. Jeg bevægede mig ind på et territorium, hvor jeg ikke havde noget at gøre, og nu skal jeg så bøde. Tjeneren tager også – som ventet – hans penge, uden så meget som at kaste et blik på min seddel. Denne handling får mig med det samme til højlydt at konstatere, at det ”eddermaneme er en konservativ bar” samt spørge tjeneren ”hvorfor, hvorfor er mine penge ikke ligeså meget værd, bare fordi jeg er kvinde?” Hertil svarer han, gudhjælpemig, ”fordi du ser så sød ud og da ikke skal betale for dine drinks i byen”. Jeg siger intet. Jeg er faktisk en anelse lamslået, og ærlig talt er jeg også lidt nedslået over, at mine idealer lige er blevet trumlet af en tilfældig tjener på en tilfældig bar i Aalborg. Jeg skal da også lige til at kaste mig ud i en længere svada om konservative, overbeskyttende, mandschauvinistiske mænd, men så flyver der en tanke igennem mit hoved: Måske er det ikke (kun) mændene, den er gal med, måske er det tværtimod kvinderne, der alt for længe har krævet ikke ligestilling, men positiv særbehandling, krævet samme rettigheder men med en række privilegier; vi vil gerne have samme muligheder for karriere som mændene og ligeløn, men vil vi også have værnepligt, og vil vi også undvære vores servicering i alverdens barer?   

8 liter glögg, sygt meget risengrød, “let love be love” (ja, den med S.o.a.p og Juice, som du har hørt siden du gik i 5. klasse – det kan ikke blive jul uden!!) og sladder fra borgen ved vores egen MF’er Morten Østergaard, som fortalte sjove historier bl.a. en om en meget vred Anders Fogh, da oppositionen “ødelagde” hans åbningsdebat. Det var i store træk, hvad juleafslutningen i mandags d. 10. dec. kunne byde på. Det var en hyggelig, stille og rolig afslutning på et godt foreningsår. Og vi er klar igen i 2008! Det kan kun blive vildere! Mod lysere tider! Glædelig Jul!  

Torsdag d. 6. dec. var der igen møde i ÅRU, et møde med et både politisk og socialt program. Først blev valgkampens strategi og aktiviteter livligt diskuteret – vi havde gjort det godt og fået meget ros fra hovedkontoret for vores kampagne, men havde vi gjort det godt nok, og hvad kunne forbedres? Der kom mange gode inputs til vores fremtidige valgkampsguide – se nærmere om disse i referatet under ’torsdagsmøder’! Dernæst var der fællesspisning, formand Simon havde kokkereret herregårdskylling til os – i ÅRU går drengerne rent faktisk frivilligt i køkkenet – så det var lækkert! Valgkampsdebatten og middagen fulgtes op af en hyggelig tur i biografen, hvor vi så en Afghanistansfilm, ”Lions fot Lambs”, som bestemt var spændende og seværdig og krydret med godt selskab – om end lidt for meget snak, hvis bare der er lidt politik blandet ind i det, kan vi jo ikke holde bøtte – og popkorn var det enden på endnu en god ÅRU-aften.

Og et til fra valgkampen Man kan måske sige den ikke er aktuel, men så alligevel i mit hoved er den faktisk hamrende aktuel stadigvæk, men læs selv:

Lene Espersen og VKO burde simpelthen skamme sig Liv Andersen, bestyrelsesmedlem hos Radikal Ungdom i Århus

”Tør du overlade din privatøkonomi til Helle Thorning?” Det er spørgsmålet fra Lene Espersen på de Konservatives helsides valgannonce Nyhedsavisen. Det er jo et spørgsmål der er temmelig svært at tage seriøst. Eller jo, seriøst måske netop. Skræmmende. Fordi det jo viser med en alt for rammende tydelighed, hvilke værdier der er de eneste gældende for Lene Espersen og VK-regeringen: Penge og økonomisk maksimering. Og det på bekostning af alt andet. De burde simpelthen skamme sig. Heldigvis har danskerne en anden holdning. Heldigvis vil danskerne gerne bevare velfærden for alle. Heldigvis synes danskerne ikke, at pebernødder i skattelettelser er vigtigere end gode skoler, et sundt miljø og anstændige forhold på asylcentrene. Og det er jo netop derfor Helle Thorning og et SR-samarbejde er blevet en trussel mod VK. Og måske er det nu mere aktuelt at spørge: Tør du virkelig lade VKO fortsætte med at spille hasard med det danske velfærdssamfund? Tør du i fire år endnu overlade VKO at gamble med vores uddannelsessystem, vores miljø og vores internationale ry? Det ved vi hos De Radikale, at vi ikke tør. Vi stemmer derfor d. 13. november også for velfærd!       

Det er super skægt, hvis der er noget politik på siden, derfor: Får du en helt ustyrlig lyst til at skrive læserbreve og sende dem til pressen i ÅRU’s navn, så del dem med os  

Her er mit første bidrag: 

 Farshad Kholghis fundamentalisme Liv H. Andersen, medlem af bestyrelsen i Radikal Ungdom i Århus

Jeg overværede for ikke ret længe siden et foredrag af den iranske skuespiller Farshad Kholghi. Det var som sådan en ganske fornøjelig oplevelse, men eftersom foredraget handlede om Muhammed-krisen – eller rettere Farshads oplevelser af selvsamme – og derfor kom til at handle om alt andet, var der noget, der generede mig. Farshad Kholghi, som er venstremand, ynder at gøre sig selv til den mest frisindede, mest open-mindede og mest liberale fortaler for personlig frihed, hvilket også er den temmelig indlysende årsag til, at han – tæt fulgt af Naser Khader – er blevet højrefløjens ”yndlingsindvandrer”. Det er jo sådan set også meget fint. I hvert fald hvis det Farshad Kholghi reelt gjorde var at slå ned på muslimske fundamentalister og så selv repræsentere det sande liberale alternativ, dvs. det frie samfund, hvor frihed ikke – som i højrefløjens sorte kassetænkning – kun er frihed til det, den selv finder politisk korrekt. Det vil for eksempel sige et samfund, hvor personlig frihed – uanset om vi kan lide det eller ej – også indbefatter retten til fx at gå med tørklæde. Farshad Kholghi gør det modsatte. I bedste venstremandsstil bruger han en tyk dobbeltmoral, som snart får tilhøreren til at indse, at der ikke er tale om et ægte liberalt samfund med frihed til det enkelte individ, men derimod et formynderisk samfund, som er baseret på total smagsdommeri. Dette smagsdommeri afgør fx at kvinderettigheder er enormt vigtige, men hvis kvinder ønsker at anvende deres personlige frihed til at gå med tørklæde, er det forkert og undertrykkende og et direkte resultat af den fundamentalisme, der hersker blandt ”fuck-dig-adidas-2.generationsindvandrerne”, som Farshad selv så rammende udtrykker det. Eller at mere overvågning – som bestemt er både antiliberalt og frihedsberøvende og minder mere om bananrepublik end demokrati – er helt nødvendigt i kampen mod den terror, som vi åbenbart alle helst skal frygte så meget, at vi bliver totalt handlingslammede og ude af stand til at indse denne dobbeltmoral, dette smagsdommeri og dette forsøg på at virke åååh så liberal, åååh så frisindet og åååh så dedikeret i kampen for vores personlige rettigheder. Det er nemlig intet andet end frihed for de handlinger og ytringer, man selv synes er ”gode” og ”rigtige”. Det er ren Kholgi-fundamentalisme.