Torsdag den 26. november holdt Århus Radikale Ungdom paneldebat med ungdomspartierne i Århus. SUF, SFU, DSU, VU og EUÅ var alle repræsenterede. Det blev en underholdende aften som vi sent vil glemme.
Aftenens første emne var EU-forbeholdene. Europæisk Ungdom erklærede sig, ikke overraskende, villig til at fjerne alle forbeholdene, det samme gjorde DSU. SFU erklærede sig villig til at fjerne forbeholdene på nær Tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (euroen), mens SUF helst vil beholde alle forbeholdene. VU viste sig heller ikke villig til at fjerne forbeholdene, men fik hurtigt skruet op for debattens underholdningsværdi med sætningen: ”det her er ikke rart at sige i en forening, hvor drengene har Lissabontraktaten liggende under sengen sammen med køkkenrullen”.
Aftenens andet emne var Afghanistan. Også her var uenigheden stor i panelet. SFU vil gerne have tropperne hjem så hurtigt som muligt, SUF vil gerne blive, men vil udelukkende lave humanitært samarbejde, DSU ville også gerne blive og hjælpe landet på fode igen. Meget symptomatisk for hele aftenen havde VU igen det mest alternative bud på en løsning af problemet, nemlig at tæppebombe landet med Coca Cola og Marlboro, legaliserer alle stoffer og lade de frie markedskræfter styre landet, i stedet for at afghanerne betaler beskyttelsespenge til Taleban for at bevare deres opiumsmarker.
Aftenens tredje emne var klima. Grundlæggende var der ikke en den store begejstring for klimatopmødet i KBH, primært begrundet med, at der ikke kommer en bindende juridisk aftale i hus, men kun en hensigtserklæring. DSU var dog en anelse mere positiv overfor klimatopmødet end resten, da det åbner en mulighed for at få USA og Kina med. VU mente, at det er bedre at diskutere klima under en højkonjunktur, hvor de store lande ikke har økonomiske problemer. SUF og EUÅ røg ud i en længere debat omkring godkendelse af kemikalier i EU, SUF henviste til Økologisk Råds anbefalinger, som EUÅ ikke havde noget kendskab til, og derfor havde derfor ikke mulighed for at svare igen på spørgsmålet fra SUF.
Aftenens sidste emne var ”hvordan øger vi produktiviteten i samfundet”. SUF var en anelse usikker på, hvad der mentes med spørgsmålet, og ordstyreren forklarede derfor baggrunden for spørgsmålet. DSU mente, at løsningen var bedre uddannelser, og det bakkede de fleste af de andre op om. SFU havde et mere kontroversielt bud, idet SFU lod til at mene, at mere sex er løsningen (i den forstand, at der så kommer flere børn og dermed flere hænder). VU mente i stedet, at løsningen er at afskaffe efterlønnen og sænke skatten.
VUs næstsidste indlæg fik i øvrigt sparket godt gang i debatten, da VU erklærede, at man skal afskaffe: folkepensionen, børnepengene, licensen, skatten, kulturstøtten og SUen og sænke dagpengeperioden og kontanthjælpsperioden, sænke selskabsskatten og have privathospitaler. SFU erklærede sig rørende enig med VU, SFU mener nemlig også, at man skal afskaffe licensen.
Efter debatten blev de fleste hængende og fik et par øl. Tak for en god og underholdende aften.
Underholdningsværdien under debatten blev væsentligt øget af bl.a. følgende kommentarer:
Frederik, RU: ”kronen følger med euroen. Er det ikke som at køre bil med Berlusconi, uden at have en hånd på rattet?”
Andreas, SFU: ”de eneste folk jeg kender og stoler på er Villy Søvndal og Ole Sohn”.
Jakob, RU: ”vi har at gøre med en gal bande, som sejler rundt på opium og Allah” (om Taleban.)
Andreas, SFU: ”Når man bomber Afghanistan, så flytter stenene sig, og så kommer der nye huler”.
Jeppe, VU: ”problemet er, at vi har et helt land af analfabeter, det er ligesom at komme ned til et mandagsmøde hos VU efter kl. 3, man kan bilde dem hvad som helst ind”.
Andreas, SFU: ”hensigtserklæringer er sådan noget vi skriver… og så smider Ole Sohn dem i skraldespanden”.
Jeppe, VU: ”Aktivister der brænder byen ned, skaber vækst og nye arbejdspladser”.
Jeppe, VU: ”hvis man skulle drikke hver gang der blev sagt noget dumt, så…”
Anna, RU: ”det skal være forbundet med noget smerte, at man tager et sabbatår”.
…. Og sårn er det!
/Trine




Åhr, hvor ville jeg gerne have været det. Det lyder godt nok til, at I have en sjov aften.
Genialt! Det lyder så nice.
Det var det bedste torsdagsmøde ever, hold da op hvor var det bare skægt!
Det lyder ikke helt som om, at Jeppe har læst VUs principprogram
Jeg har også overvejet, om DSU ikke var mere mig…