Torsdag den 10. September holdt Århus Radikale Ungdom torsdagsmøde med filmen “Us now”.
Der var ca. 15 fremmødte, heraf 3 nye. Temaet for torsdagsmødet var debatfilmen ”Us now” der handler om sociale medier som f.eks. Facebook, Twitter, Flickr, osv.. Hvor filmens pointe bl.a. er, at disse internetbaserede netværk vil gøre det muligt for mennesker at organisere sig på hidtil usete måder, og i et hidtil uset omfang.
Filmen nævner det Engelske fodboldhold Ebbsfleet United som involverer supporterne på en helt ny måde, nemlig ved at lade dem bestemme holdopstillingen. Dette sker ved en afstemning blandt medlemmerne på holdets hjemmeside. Ebbsfleet Utd. Har faktisk opnået rigtig gode resultater gennem denne flade og demokratiske organisationsform, de vandt nemlig FA-Cuppen for hold på deres niveau.
Filmen indeholder en række interviews med forskellige forskere i politik og samfundsstrukturer, samt forretningsfolk der tjener penge ved at benytte sig af disse nye organisationsformer.
Forskerne mener at disse nye netværk giver mange nye muligheder for politisk organisation og deltagelse, og at de derfor vil ændre dele af det politisk landskab. Nogle af forskerne giver ligefrem udtryk for at en regering kan holde løbende afstemninger, jvf. Historien om Ebbsfleet Utd.
Dette debatterede vi efter filmen, hvor der var et par gode pointer:
- Flere afstemninger kan give en lavere stemmedeltagelse, da nogle vælgere simpelthen mister interessen.
- Det politiske arbejde ville blive alt for besværligt hvis politikerne skulle føre valgkamp konstant.
- Politikere får mulighed for at engagere potentielle vælgere på en ny måde og i et nyt omfang. De kan altså nå ud til flere vælgere.
- Politikerne får derved også mulighed for at fremlægge de mere komplekse løsninger.
Efter torsdagsmødet fik vi besøg af 4 medlemmer af Dansk Socialdemokratisk Ungdom der drak et par øl, og spillede bordfodbold med os. Enkelte blev hængende til sent ud på aftenen.
/Frederik



