Århus Radikale Ungdom

Har også smidt den her under “debat” på RU’s web-side, men synes godt den må være fyld her under vores sparsomme politiske afsnit - og kunne da godt tænke mig kommentarer – gerne kritiske – bryder mig ikke meget om monolog-tendenser   Mvh. Liv Andersen, bestyrelsesmedlem ÅRU

Forleden aften, da jeg var i byen, skete der noget, der i bedste Carrie Bradshaw stil (forfatter-hovedpersonen i Sex and the City red.) fik mig til at tage hjem fra byen og midt om natten sætte mig foran min bærbare computer. Jeg var ude for et angreb, et angreb på mit køn, på min person, en konfrontation – face to face – med det her lands konservative skyggeside! Jeg var i byen med en god veninde, hendes veninder, hendes to søstre og storesøsterens gode ven. Den gode ven insisterer på et tidspunkt på at give mig en øl, hvilket jeg meget tøvende tager imod, men meget påpasseligt – grundet mit meget nærtagende feministgen – laver den aftale, at jeg skal have lov at give den næste. Javel, det har han så åbenbart glemt, da vi står i den næste bar og skal til at købe drikkevarer, for han insisterer igen på at betale. Der opstår en ganske typisk – men temmelig sørgelig – diskussion om henholdsvis mænd og kvinders rettigheder o beføjelser. Jeg argumenterer med kønspolitik som våben: hvis vi nogensinde skal have reel ligestilling, så er kvinder nødt til at betale lige så mange drinks som mænd, og mænd nødt til at skifte lige så mange bleer som kvinder, og han insisterer med mandschauvinistisk stolthed som skjold: han ”kan da ikke kan lade en pige betale hans øl” (ved ikke om jeg er den eneste, der står tilbage med et kæmpestort måbende ”JAMEN HVORFOR?”). Diskussionen ender med, at vi kappende står med hver vores seddel og vifter mod tjeneren og håber på, at diskussionen – som nu åbenbart har taget fysisk karakter – vil falde ud til egen fordel. Men udfaldet er jo givet på forhånd. Kampen er for mit vedkommende tabt inden den begyndte. Jeg bevægede mig ind på et territorium, hvor jeg ikke havde noget at gøre, og nu skal jeg så bøde. Tjeneren tager også – som ventet – hans penge, uden så meget som at kaste et blik på min seddel. Denne handling får mig med det samme til højlydt at konstatere, at det ”eddermaneme er en konservativ bar” samt spørge tjeneren ”hvorfor, hvorfor er mine penge ikke ligeså meget værd, bare fordi jeg er kvinde?” Hertil svarer han, gudhjælpemig, ”fordi du ser så sød ud og da ikke skal betale for dine drinks i byen”. Jeg siger intet. Jeg er faktisk en anelse lamslået, og ærlig talt er jeg også lidt nedslået over, at mine idealer lige er blevet trumlet af en tilfældig tjener på en tilfældig bar i Aalborg. Jeg skal da også lige til at kaste mig ud i en længere svada om konservative, overbeskyttende, mandschauvinistiske mænd, men så flyver der en tanke igennem mit hoved: Måske er det ikke (kun) mændene, den er gal med, måske er det tværtimod kvinderne, der alt for længe har krævet ikke ligestilling, men positiv særbehandling, krævet samme rettigheder men med en række privilegier; vi vil gerne have samme muligheder for karriere som mændene og ligeløn, men vil vi også have værnepligt, og vil vi også undvære vores servicering i alverdens barer?