Har også smidt den her under “debat” på RU’s web-side, men synes godt den må være fyld her under vores sparsomme politiske afsnit - og kunne da godt tænke mig kommentarer – gerne kritiske – bryder mig ikke meget om monolog-tendenser
Mvh. Liv Andersen, bestyrelsesmedlem ÅRU
Forleden aften, da jeg var i byen, skete der noget, der i bedste Carrie Bradshaw stil (forfatter-hovedpersonen i Sex and the City red.) fik mig til at tage hjem fra byen og midt om natten sætte mig foran min bærbare computer. Jeg var ude for et angreb, et angreb på mit køn, på min person, en konfrontation – face to face – med det her lands konservative skyggeside! Jeg var i byen med en god veninde, hendes veninder, hendes to søstre og storesøsterens gode ven. Den gode ven insisterer på et tidspunkt på at give mig en øl, hvilket jeg meget tøvende tager imod, men meget påpasseligt – grundet mit meget nærtagende feministgen – laver den aftale, at jeg skal have lov at give den næste. Javel, det har han så åbenbart glemt, da vi står i den næste bar og skal til at købe drikkevarer, for han insisterer igen på at betale. Der opstår en ganske typisk – men temmelig sørgelig – diskussion om henholdsvis mænd og kvinders rettigheder o beføjelser. Jeg argumenterer med kønspolitik som våben: hvis vi nogensinde skal have reel ligestilling, så er kvinder nødt til at betale lige så mange drinks som mænd, og mænd nødt til at skifte lige så mange bleer som kvinder, og han insisterer med mandschauvinistisk stolthed som skjold: han ”kan da ikke kan lade en pige betale hans øl” (ved ikke om jeg er den eneste, der står tilbage med et kæmpestort måbende ”JAMEN HVORFOR?”). Diskussionen ender med, at vi kappende står med hver vores seddel og vifter mod tjeneren og håber på, at diskussionen – som nu åbenbart har taget fysisk karakter – vil falde ud til egen fordel. Men udfaldet er jo givet på forhånd. Kampen er for mit vedkommende tabt inden den begyndte. Jeg bevægede mig ind på et territorium, hvor jeg ikke havde noget at gøre, og nu skal jeg så bøde. Tjeneren tager også – som ventet – hans penge, uden så meget som at kaste et blik på min seddel. Denne handling får mig med det samme til højlydt at konstatere, at det ”eddermaneme er en konservativ bar” samt spørge tjeneren ”hvorfor, hvorfor er mine penge ikke ligeså meget værd, bare fordi jeg er kvinde?” Hertil svarer han, gudhjælpemig, ”fordi du ser så sød ud og da ikke skal betale for dine drinks i byen”. Jeg siger intet. Jeg er faktisk en anelse lamslået, og ærlig talt er jeg også lidt nedslået over, at mine idealer lige er blevet trumlet af en tilfældig tjener på en tilfældig bar i Aalborg. Jeg skal da også lige til at kaste mig ud i en længere svada om konservative, overbeskyttende, mandschauvinistiske mænd, men så flyver der en tanke igennem mit hoved: Måske er det ikke (kun) mændene, den er gal med, måske er det tværtimod kvinderne, der alt for længe har krævet ikke ligestilling, men positiv særbehandling, krævet samme rettigheder men med en række privilegier; vi vil gerne have samme muligheder for karriere som mændene og ligeløn, men vil vi også have værnepligt, og vil vi også undvære vores servicering i alverdens barer?
Ha ha, du er sgu god til at skrive Liv. Jeg forstår godt hvor du vil hen. Så vidt jeg kan se er kvindebevægelsen blevet cirka ligså usexet som naturfredningsforeningen. Men er der egentlig brug for den længere? Har vi ikke fået ligestilling? Det ser da sådan ud. Ihvertfald er kvinder ikke den gruppe jeg vil pege på som den mest forfordelte i vores samfund.
Muligvis ikke, men hvis vi ikke engang kan få lov at give en drink i byen, hvor det istedet forventes, at vi bare skal gå og se SØDE ud, så synes jeg da stadig, at der er noget galt… Synes faktisk der hersker en del konservative opfattelser i forhold til mænd og kvinders rettigheder og beføjelser – ikke mindst i deres indbyres forhold, og disse er ganske unødvendige og absolut ikke forelagtige, og faktisk tror jeg umiddelbart også, at det i yderste konsekvens er disse opfattelser og denne mentalitet, som forsager kvinders dårligere stilling på arbejdsmarkedet – for ikke at tale om mændenes ringere mulighed for barsel – ligestilling og mangel på samme går jo som bekendt begge veje…
Ønsker man at se den meget ophedede – og ganske lange – debat på Radikal Ungdoms hjemmeside kan man bare bruge dette link (som vist skal copy pastes – er virkelig teknisk analfabet):
http://www.radikalungdom.dk/flx/debat/?forumPage=ThreadList&FID=1
Ha ha – jeg er vild med piger der insisterer på at købe bajere til mig