Århus Radikale Ungdom

Det er super skægt, hvis der er noget politik på siden, derfor: Får du en helt ustyrlig lyst til at skrive læserbreve og sende dem til pressen i ÅRU’s navn, så del dem med os  

Her er mit første bidrag: 

 Farshad Kholghis fundamentalisme Liv H. Andersen, medlem af bestyrelsen i Radikal Ungdom i Århus

Jeg overværede for ikke ret længe siden et foredrag af den iranske skuespiller Farshad Kholghi. Det var som sådan en ganske fornøjelig oplevelse, men eftersom foredraget handlede om Muhammed-krisen – eller rettere Farshads oplevelser af selvsamme – og derfor kom til at handle om alt andet, var der noget, der generede mig. Farshad Kholghi, som er venstremand, ynder at gøre sig selv til den mest frisindede, mest open-mindede og mest liberale fortaler for personlig frihed, hvilket også er den temmelig indlysende årsag til, at han – tæt fulgt af Naser Khader – er blevet højrefløjens ”yndlingsindvandrer”. Det er jo sådan set også meget fint. I hvert fald hvis det Farshad Kholghi reelt gjorde var at slå ned på muslimske fundamentalister og så selv repræsentere det sande liberale alternativ, dvs. det frie samfund, hvor frihed ikke – som i højrefløjens sorte kassetænkning – kun er frihed til det, den selv finder politisk korrekt. Det vil for eksempel sige et samfund, hvor personlig frihed – uanset om vi kan lide det eller ej – også indbefatter retten til fx at gå med tørklæde. Farshad Kholghi gør det modsatte. I bedste venstremandsstil bruger han en tyk dobbeltmoral, som snart får tilhøreren til at indse, at der ikke er tale om et ægte liberalt samfund med frihed til det enkelte individ, men derimod et formynderisk samfund, som er baseret på total smagsdommeri. Dette smagsdommeri afgør fx at kvinderettigheder er enormt vigtige, men hvis kvinder ønsker at anvende deres personlige frihed til at gå med tørklæde, er det forkert og undertrykkende og et direkte resultat af den fundamentalisme, der hersker blandt ”fuck-dig-adidas-2.generationsindvandrerne”, som Farshad selv så rammende udtrykker det. Eller at mere overvågning – som bestemt er både antiliberalt og frihedsberøvende og minder mere om bananrepublik end demokrati – er helt nødvendigt i kampen mod den terror, som vi åbenbart alle helst skal frygte så meget, at vi bliver totalt handlingslammede og ude af stand til at indse denne dobbeltmoral, dette smagsdommeri og dette forsøg på at virke åååh så liberal, åååh så frisindet og åååh så dedikeret i kampen for vores personlige rettigheder. Det er nemlig intet andet end frihed for de handlinger og ytringer, man selv synes er ”gode” og ”rigtige”. Det er ren Kholgi-fundamentalisme.