Århus Radikale Ungdom

Dette debat indlæg har jeg skrevet for integrationsudvalget og det ligger også på radikalungdom.dk: (nu skal der lidt nyt på vores side også!)

“Før sommerferien var der igen engang gang i debatten vedrørende omskæring af muslimske kvinder. Muslimske kvinder, som har fået dette gjort med tvang, stod frem og fortalte om den forfærdelig oplevelse og de ofte ligeså grusomme mén, som dette efterlader på både krop og sjæl, og de fremmedfjendske kræfter her til lands var selvfølgelig ikke sene til at udnytte dette scenarie til at bevise, at de har ret, når de siger, at den muslimske kultur er betændt, og at der i disse tilfælde bare skal sættes hårdt mod hårdt for at straffe disse barbarer.
I integrationsudvalget tog vi også debatten op. Vi var langt fra enige med ovenstående synspunkter – og heller ikke helt enige indbyrdes – men på den anden side strider en åbenlys mishandling af et frit individ også mod vores liberale værdier.
Det er åbenlyst, at omskæring, som det er tilfældet, skal være strafbart, hvis der er tale om en handling udført mod et barn, det er vold, og vold mod børn blev som bekendt forbudt i Danmark i 1997, og det være sig både kulturelt eller religiøst betinget vold. Men er der på den anden side tale om voksne, ansvarlige og selvstyrende individer, er det jo straks en anden sag at forbyde dem at gøre skade på sig selv, og at gøre det kan i værste tilfælde afføde en domino-effekt; man gør således skade på sig selv, når man går med tørklæde, når man ryger, når man går til tatovør, og selvom det kan lyde absurd, er der jo kun en gradsforskel i at få overpiercet hele fem-øren og få foretaget en frivillig omskæring: At vælge er til enhver tid individets ret – så længe det ikke gør skade på andre – dette er god, klassisk, liberal teori.
Men – for der er et men – det lyder alligevel forkert og føles også forkert blot på den måde at være fuldstændig ukritisk overfor fænomenet omskæring og så helt og adeles udenfor-pædagogisk-rækkevidde-liberale var vi alligevel hellere ikke i integrationsudvalget. De Radikale beskyldes tit for at undskylde alt med, at det er kultur, og at denne kulturforhippethed ofte skader mere end den gavner, idet at man hvis man siger omskæring er kultur, og at folk selv vælger i forhold til kultur og religion kaster svage muslimske piger for ulvene, idet de ikke kan stå op imod deres kultur og modsætte sig at vælge ritualer som omskæring til. Et forbud er altså følgende en lovgivning efter laveste fællesnævner, men måske er den nødvendig?
Ultraliberale plejer at sige, at skadesprincippet handler om en så udstrakt frihed for den enkelte som muligt, så længe han ikke gør skade på andre, mens socialliberale også har tradition for at tolke skadesprincippet ikke bare som et forbud mod at gøre aktivt skade, men også som det at afstå fra at hjælpe. Det vi sige at lukke øjnene og være blind for kultur og skikke, som er nedbrydende for individet og individuelle rettigheder faktisk er ligeså slemt som aktivt at skade. Det kan man selvfølgelig være enig og uenig i, men vi var ihvertfald enige om, at der i et civiliseret samfund, som bygger så meget på individuelle rettigheder, at man laver omfattende love og retsinstanser for at beskytte individet mod staten også burde være basis for at beskytte individet mod kultur.
Der er således grænser for, hvad individet må gøre mod sig selv. Vi skal som samfund have grænser for, hvad vi vil tillade, ikke smagsdommeri som i, hvad der god og dårlig kultur, men helt fundamentalt prøve at opnå enighed om, at korporlig mishandling med varige mén til følge bare ikke bør være acceptabelt. Kultur kan dog ikke ændres med hårdere straffe og/eller en retorik, hvor man sætter hårdt mod hårdt, tager afstand, ryster på hovedet og råber skældsord. Det skal løses på andre måder, der skal skabes basis for information og dialog, som skal føre til, at de få potentielle muslimer, som måtte ønske en omskæring, til frivilligt at opgive det. For det er svært at ændre kultur og traditioner fra dag til dag, det er svært at udrydde tusind år gamle skikke, og det er ikke mindst svært at ændre folks tro på, hvad der er rigtigt og forkert, men det skal forsøges, og det må og skal forsøges med det gode. Distance, straf, trusler og skældsord er forsøgt – det virkede ikke. Der er brug for at skabe interforståelse og brug for at skabe konsensus om, at omskæring og lignende ikke kan tolereres.”